Som tidligere nævnt her så ventede der en overraskelse på Koh Samui, særligt for Josephine. Der skulle vi nemlig mødes med nogle gode venner, og deres datter er en af Josephines bedste veninder. De to piger anede intet om, at de skulle mødes, og vi stødte “tilfældigt” på hinanden i poolen. Pigerne blev begge ret paf, herefter glade og omfavnede hinanden, og så virkede det ellers som den mest naturlige ting i verden, at være på ferie i Thailand sammen 😊
Vi har bare rå-hygget os i denne uge. Ungerne har nydt at lege sammen, og det gælder faktisk dem alle 3, for de to ‘store’ var søde til at have Alberthe med i næsten alt. For Rasmus og jeg var det også SÅ hyggeligt at have selskab af gode venner. Vi har daset ved poolen og sludret, og ungerne har svømmet, hoppet og dykket i en uendelighed, så de snart har svømmehud mellem tæerne.



Vejret har dog ikke rigtig været med os. Februar skulle være den tørreste måned på Koh Samui, men det til trods, så har vi fået meget regn, og det har også blæst en del. For os gjorde det jo ikke så meget, for vi har jo god tid til at nyde solen, men det er lidt syndt for vores venner, som jo netop er flygtet fra den danske regn og blæst. Vi overvejede at tage på et par udflugter sammen, men det er bare ikke så attraktivt i halvdårligt vejr.

De høje bølger kunne da ikke forhindre os i en soppetur
De sidste 3 dage var vejret helt fint, men så syntes vi egentlig, at ungerne skulle have lov til bare at lege sammen ved poolen, så det gjorde vi. I de første par dage, hvor vejret ikke rigtig var med os, gik vi og shoppede i alle de små butikker og souvenir-boder i byen Chaweng, som lå nærmest vores hotel. Vi fik købt nyt af noget af det dykkergrej, som allerede var blevet slidt op, og pigerne fik et par småting, men det er jo begrænset, hvor meget vi vil slæbe afsted med i rygsækken, så investeringerne var få.
En formiddag var der dømt “drengerøvs-tur”, hvor hankøn (Rasmus og Michael), samt de to store tøser, kørte Quad-bike i flot, og lettere ufremkommeligt, junglelandskab. Pigerne syntes det var sjovt, men jeg er ret overbevist om, at fædrene også syntes det var ret fedt😉
Den ene dag gik næsten hele flokken ind og fik massage, og hold da op, hvor var det skønt, og så koster det jo nærmest ingenting herude (til trods for, at Koh Samui ellers ikke virker til at være et af de billige steder i Thailand… Nok grundet den megen turisme). Alberthe, Josephine og Filippa (Josephines veninde) fik hver 30 minutters fodmassage, samt lidt nakke/skuldre massage og, overraskende nok, så sad de alle lige så stille og tålmodigt og nød det. Det bliver vist lidt for dyrt, hvis vi skal fortsætte den stil hjemme i Danmark😜 Jeg snuppede en ryg/skuldermassage, så nu er jeg klar til flere ture med vores forholdsvis tunge rygsæk på nakken…


Inden massagen fik Josephine faktisk også fiskespa, hvor små fisk spiser/suger fødderne fri for døde hudceller mv. Hun syntes det var sjovt og tog det ret cool, så fiskene vrimlede rundt om hendes små fødder😊

Vi har haft nogle dejlige dage på Koh Samui, i flotte omgivelser og rigtig godt selskab! Nu drager vi videre sydpå mod Koh Ngai, som skulle være en lille romantisk ø, i den sydligste del af Thailand❤️
Lidt flere billeder fra Koh Samui:

Smukt så det ud, men vi fik faktisk ikke brugt stranden så meget i denne omgang

Alberthe er gået i baren. Så bliver der helt sikkert bestilt mango-smoothie 😊

Siesta-tid, og tøserne hygger i øverste køje

תגובות