Fra den lille stille ø Koh Ngai sejlede vi nogle timer med speedbåd sydpå, ned til Koh Lipe. Endnu en thailandsk ø skulle udforskes, og forskellene mellem vores nye destination og Koh Ngai er betydelige – det vender jeg tilbage til.

Afgang fra Koh Ngai

Turen med speedbåd tager 2,5 time – officielt altså… dvs. at den i virkeligheden tog 3,5 time, men i Thailand er det bestemt indenfor den forventede tidsramme. Båden var proppet, så i starten sad vi på gulvet, men efterhånden blev der læsset turister af på de omkringliggende øer, så vi kunne få en (lille) siddeplads. Det gik superfint med speedbåden og ungerne sad såmænd bare og kiggede lige ud i luften (de er ikke høje nok til at kunne se ud af vinduerne😕) i 3,5 time helt uden at spørge “hvornår er vi der?” en eneste gang – det havde ganske enkelt ikke kunnet lade sig gøre for et par måneder siden. Jeg havde jo slet ikke tænkt over, at speedbåden larmer og hopper så meget, at vi ikke kunne tale sammen, læse bøger højt, tegne, bruge ipads eller lign. 😳Men som nævnt, så gik det forbløffende fint, og Alberthe formåede såmænd også at snuppe en lur undervejs (det er efterhånden blevet en god vane for hende, hver gang vi sejler).

Vi kom fra få mennesker, ingen veje, og fred og ro. Det første, der mødte os på Koh Lipe var, at vi blev smidt af på en platform ude i vandet med ca. 200 andre turister (på en god dag var der plads til 50 personer, så i kan forestille jer, at vi stod lidt klemt…). Der piskede både rundt i bugten på kryds og tværs, der var mange, mange mennesker (virkelig mange danskere), og på platformen blev vi mødt af et kæmpe reklamesklit for et pool-party med billige shots, dj og hele svineriet… 😱 Jeg følte virkelig, at vi var landet det helt forkerte sted, og slet ikke på den eksotiske bountyø, som jeg havde set frem til.

Da vi først kom hen på vores skønne resort (Mali Resort) og fik et dejligt værelse lige ud til den hyggelige have, og kun få skridt fra stranden, så så det hele straks meget bedre ud😊 Resortet ligger i den rolige ende af Pattaya Beach, så det er ikke så overrendt af både som området omkring Walking Street, eller Sunrise Beach, hvor der er ret meget “trafik” i vandet.

Udsigten fra vores resort

Det er ikke uden grund, at Koh Lipe bliver kaldt for “Thailands Maldiverne” for jeg har aldrig set så kridhvidt og fint sand før, det føles fuldstændig som hvedemel. Det er faktisk så hvidt, at det skinner i øjnene – helt seriøst, så kan man næsten ikke holde ud at være ved stranden uden solbriller på, fordi sandet og solen tilsammen er så stærkt og skinnende, at det brænder i øjnene. 😎 Jeg er ikke sikker på, om det giver mening, hvis man ikke selv har oplevet det, men det er ret vildt. Det kridhvide sand bevirker ydermere, at vandet bliver fuldstændig lyseblåt – og når solen så skinner fra en skyfri himmel (og det gjorde den stort set hele tiden), så er det simpelthen så smukt og glinsende og lækkert, og lige præcis så bounty-agtigt som jeg havde håbet på. 😊😊🌴

Der er en del danskere på Koh Lipe (markant flere, end vi har mødt andre steder på vores rejse) og ærlig talt, så syntes jeg til at starte med, at det var lidt træls. Men, vi var så heldige, at der var flere danske familier på vores hotel, som havde børn på nogenlunde samme alder som vores (en del piger på Josephines alder og en dreng på 3 år, som Alberthe legede en del med), og det var både søde børn og forældre. Vores piger har egentlig ikke rigtig søgt andre børn, og har haft nok i at lege med hinanden (vi har så heller ikke mødt så mange børn, så det har ikke rigtig været noget de skulle tage stilling til), men de syntes det var så skønt, at have mange søde unger at lege med.

Ugen bød derfor på rigtig meget tid på resortet, hvor de legede i haven, både med hinanden og med deres nye venner. De var tilmed så heldige, at være med til en børnefødselsdag på vores sidste dag på øen, og det syntes de var rigtig sjovt.

Dagen før afrejse fik vi noget af en forskrækkelse, for på 2 minutter ændrede Alberthe sig fra glad og rask, til at have høj feber og skrige fuldstændig højt og utrøsteligt. Derhjemme havde vi nok ikke bekymret os så meget over en omgang feber, men hernede er det bare noget andet… Særligt bekymrede blev vi, da vi jo har rejst i lande med høj Malaria-risiko (symptomer er bl.a. pludselig høj feber😱), så Rasmus røg afsted på “hospitalet” med hende med det samme. De testede hende for Malaria og heldigvis var testen negativ, pyha. Hjem i seng med hende (og et skud Panodil) og så skulle vi ellers “bare” tage det roligt og vente på, at feberen var overstået. Allerede næste morgen, og det meste af dagen, virkede hun helt frisk igen. Hun har dog haft feber on-off i 4 dage, men nu virker det heldigvis til at være helt overstået, så det krydser vi fingre for.

Da Alberthe var syg og måtte blive hjemme, tog Josephine og jeg hen på Sunset Beach og så den smukke solnedgang een af de sidste aftener. Jeg ville gerne derhen, men det var faktisk Josephine, der flere gange havde efterspurgt, at vi skulle tage over og se hele solnedgangen, for fra “vores strand” forsvandt solen jo bare ned bare nogle bjerge. Det var en rigtig hyggelig tøsetur, og solnedgangen var bestemt smuk. Dog vil jeg ikke anbefale at bo på Sunset Beach, for sandet og vandet var helt anderledes, grovkornet og grumset, ift. Pattaya og Sunrise Beach.

Tøsehygge og fjollerier på stranden ❤️

Flere fjollerier 😄

For at vende tilbage til de skønne kontraster, som der findes så mange af i Thailand, så bød Koh Lipe på smukke strande, mange mennesker, mere “gang i gaden”, souvenier-shops, restauranter og barer. Koh Ngai stod ligeledes for flotte strande (omend på en helt anden måde) og for fred og ro, ingen veje eller butikker. Begge dele har sin charme og der er intet af det, som jeg ville have undværet.

Vi endte med at forlade Koh Lipe en dag før planlagt, men det var bestemt ikke fordi vi ikke havde haft en skøn tid på øen. Det var ganske enkelt fordi vi ikke kunne få færgebilletter til den efterfølgende dag, hvor vi skulle nå et fly fra Langkawi.

Mange tidlige morgener startede sådan her – i fred og ro. Jeg kunne godt påstå, at jeg stod op og dyrkede en times intens yoga hver morgen… men jeg kalder det altså bare for “udstrækning” og det tog kun 5 minutter – men det var skønt alligevel😜

Tøserne og jeg deltog faktisk også i en rigtig yoga-time (og det var da alt for lækre omgivelser til formålet) og det var virkelig fedt. Alberthe var dog kun med i 2 minutter, for hun kunne simpelthen ikke holde kæft, så det ville jeg ikke byde hverken hende, eller de andre deltagere.

Der er stor forskel på høj- og lavvande. Ved lavvande er det ikke tilrådeligt at bade, og alle korallerne lå helt blottede