
Det frodige landskab inde i Emerald Cave
Vi befinder os stadig på Koh Ngai (Koh Hai), og her er skønt 😊 Vi har været på en enkelt udflugt væk fra øen, og det er absolut et af højdepunkterne på hele vores rejse.
En tidlig morgen sejlede vi afsted i longtail boat, ud til Emerald Cave (ved Koh Mook), som ved første øjekast blot lignede en stor klippe. Helt henne ved klippen var bølgerne betydelige (ja ja, på billederne ser vandet helt roligt ud, men det var desværre ikke helt tilfældet, og båden hoppede rundt), så vi skulle lige trække vejret en ekstra gang, inden vi hoppede i vandet fra båden af og påbegyndte en spændende svømmetur. Lige fremme kunne anes et lille hul ind i klippesiden, og her skulle vi ind og svømme under bjerget, ind i en grotte… Der var højvande, så der var ikke meget plads over vores hoveder, da vi alle 4 svømmede ind i mørket.

Øverst ses indgangen til Emerald Cave mellem båden og det hvide “skilt” – nogenlunde i midten. Nederst kan man se indgangen nede i højre hjørne af billedet
Det første lille stykke bliver man fulgt af det svage lys bagfra, men herefter bliver der bælgmørkt og vi svømmede afsted i blinde, kun hjulpet på vej af en lille lommelygte. Vi svømmede 5-10 minutter i mørket, hvorefter lyset pludselig kom igen og den smukkeste lille strand dukkede op, midt inde i bjerget. For pokker, hvor var det smukt. ❤️
Bugten er lille og klippesiderne stejle, så det var nærmest umuligt at tage gode billeder, men hold nu op et eventyrligt syn vi mødte derinde. Vores kamera svigtede os desværre, så mange billeder blev tilmed tågede og den skinnende grønne farve som vandet havde, kan man ikke rigtig se på billederne (men vores hukommelse husker det stadig som værende helt eminent flot).
Lige da vi kom derind var der et par andre turister, men de svømmede ud netop da vi ankom og så fik vi det hele for os selv. Vi var også så heldige at have svømmeturen i mørket “i fred” – jeg kan forestille mig, at det ikke havde været nær så magisk, hvis man havde hørt andre i nærheden. Vi følte os helt alene og det hele var meget spændende, for vi anede egentlig ikke rigtig, hvad der ventede os.
Vi nød det smukke syn; den lillebitte kridhvide sandstrand, det klare vand og de stejle og frodige klippesider, og så gik lidt på opdagelse. Vi gravede efter gemte sørøverskatte, for gårsdagens godnathistorie var et hjemmedigtet eventyr om pirater, hemmelige skatte og skjulte grotter (tak for inspirationen til Nana fra “de5stikkeraf”). Skatte fandt vi dog ingen af, med undtagelse af en mærkelig blomst, som vi aldrig har set før – vi blev enige om, at det nok var skatten😉 Vi nød de smukke omgivelser et stykke tid, inden vi svømmede tilbage igennem mørket og ud til vores ventende båd.
Der blev givet store familie-krammere og high-fives hele vejen rundt, for det var fandme (beklager sproget, men intet mindre kan gøre det…) en fed tur for os alle. Pigerne var mega-seje og syntes det var spændende. Der var ingen piveri, hverken over mørket, svømmeturen, den manglende skat, eller over at blive smidt i vandet midt ude på åbent hav. De tog det hele i stiv arm og jeg er sindssyg stolt over vores to seje piger som, trods alt, “kun” er henholdsvis 2 og 5 år. 💪




Vi sejlede videre et par timer, med to flotte snorkle-stop undervejs. Josephine er simpelthen blevet så sej til at svømme, snorkle, springe, slå kolbøtter i vandet osv. på denne rejse – hun er en rigtig vandhund. På det ene stop muntrede hun sig med at springe i vandet fra båden af, på alverdens mærkelige måder, med intet andet end maske og snorkel på (og badedragt 😉), ude på ca. 10-12 meter dybt hav.😱
Vandet var krystalklart og vi kunne se virkelig mange fisk, også oppe fra båden af, så Alberthe skulle bestemt ikke i vandet lige der… Hun var sikker på, at fiskene ville bide hende i tæerne, så hun skulle overhoved ikke i vandet, basta 😂 Vi skiftedes derfor til at blive og hygge med hende på båden. Ved middagstid var vi tilbage på Koh Ngai, efter en forrygende tur. High on life 😊



Comments