top of page
image

Vores yndlingsspot, hvor der blev læst bøger, spist is, snakket og tænkt masser af tanker…


Ahhhh, her er skønt på Koh Ngai (Koh Hai). Her sker absolut intet og helt automatisk kommer man ned i gear, og her er masser af laaaangsom tid.

Vi er stødt ind i et par danske familier her og alle har spurgt om ikke børnene keder sig, når vi nu har været afsted i snart 2 måneder – “kan de godt få tiden til at gå?” Det korte svar på spørgsmålet er “JA”. Vi har endnu ikke hørt dem sige, at de keder sig, og jo færre aktiviteter der er på de steder vi bor, jo mere oplever vi faktisk, at de selv tuller rundt og finder på sjove lege, uden at ville “underholdes” af deres forældre 24/7. Det er, ærlig talt, skønt når de selv leger. Vi elsker al den tid vi har mulighed for at tilbringe med vores piger, men det kan godt blive lidt trættende at lege læge/far-mor-børn/magiske-prinsesse-feer hele dagen 😳 Som nævnt er de blevet gode til at tulle rundt selv, og de leger virkelig godt med hinanden. Igår havde de leget selv, og været meget stille (så ved man bare, at der er noget galt…), i næsten en time. Jeg kunne ikke se, hvad de egentlig havde lavet, men jeg havde hygget mig med en god bog, så jeg var ret tilfreds med situationen😉 Altså, lige indtil jeg skulle skylle mine fødder i den kæmpestore, monstertunge lerkrukke, som står ved vores hytte og er fyldt med vand, til det selvsamme formål. Så fandt jeg ud af, hvad de havde brugt tiden på… Krukken var nu fyldt med mudder i stedet for rent vand – de havde fyldt den op med sand og jord, de små opfindsomme og dejlige bæster😄 Men så var der da også en times underholdning til forældrene (altså os) i at tømme den igen – den var nemlig for tung til, at ungerne kunne bakse rundt med den selv. Så som i kan se, så er det ikke svært at få tiden til at gå her 😜

image

Pigerne leger i skyggen ved vores hytte


I dag har Josephine brugt en times tid på at hugge hul i en lille kokosnød, med en skarp sten. Alberthe benyttede muligheden til at lege restaurant og forberedte alverdens “retter” med kokosnød (og sand…) imens Josephine var travlt beskæftiget med hendes lille projekt.

image

Dyb koncentration 😂


Forleden samlede vi en masse krabber sammen og brugte et par timer på at bygge et hus til dem, for derefter at konstatere, at de alle var stukket af på mindre end 10 minutter (vi havde ikke lige ressourcer til døgnovervågning af krabbehuset) 😂

image

Og sådan flyver dagene afsted på Koh Ngai; med hyggelige små projekter, bade -og snorkleture, krabbefangst, tegnetid, læse bøger, stirre på den fabelagtige udsigt ud over havet, spise is, grave i sand osv osv.

image

Når nu moderen forsøger at smile til kameraet, så er det da typisk, at begge unger skal skabe sig 😂😂


Der er flot at snorkle lige ud for vores hytte- jeg har samlet et par billeder herunder:

This slideshow requires JavaScript.

image

Alberthe er blevet en haj til at vaske tøj, og det bliver gjort grundigt 😄


image

Nogen har (igen) vundet stort over sin mor i vendespil


image

Commentaires


bottom of page