Vi er langt væk hjemmefra, og vi er selvfølgelig bevidste om, at vi af udseende ikke ligner lokalbefolkningen her i Vietnam. Vi er dog alligevel ret overraskede over, hvor interessante vi (og særligt Josephine & Alberthe) er, i vietnamesernes øjne. I Ho Chi Minh City er der mange turister, men alligevel tiltrak vi frygtelig meget opmærksomhed og der var rigtig mange, der ville tage billeder sammen med os – paparazzi😄 . Fair nok, det går der jo ingen skår af os for, men hvad pokker de vil bruge alle de billeder af vildt fremmede mennesker til, det er mig stadig en gåde🙄 Jeg tænker også, at de må have virkelig mange billeder af fremmede mennesker, hvis de fotograferer alle turister de møder i en forholdsvis stor by😊

Vi smiler, vinker og stiller velvilligt op til fotografering gang på gang og prøver at vise tøserne, at vi møder en fremmed kultur med åbent sind og venlighed. Pigerne synes det er meget mærkeligt og er ret forbeholdne overfor al den opmærksomhed. De plejer nu gladeligt at stille op til fotografering derhjemme, men de synes simpelthen, at dette her er for mærkeligt. Alle piller ved dem, peger, griner og siger en hel masse til dem, som de ikke forstår.

Josephine har hurtigt luret, at det nemmeste er at stille op til fotografering og smile sødt – så er det hurtigere overstået, men hun gør det langt fra hver gang. Alberthe derimod, har bestemt IKKE lyst til at stille op til noget som helst. Vi fortæller dem gang på gang, at befolkningen her kun vil tage billeder osv. fordi de synes de ser så søde ud. Men vi siger altså også, at det er okay at sige fra, hvis de synes det bliver for meget. Og det ER for meget! En dag var vi på en legeplads, hvor en hel familie nærmest jagtede vores stakkels børn. Forældrene og en bedstemor (tror vi) opsøgte pigerne gang på gang, hvor de tog fat i dem og fysisk holdt dem fast eller slæbte afsted med dem, mens de fik deres egne to børn hen ved siden af, så de kunne få taget billeder sammen (i øvrigt også syndt for deres egne unger). De smilede og grinede hele tiden, og der har sikkert ikke været noget ondt i det, men der er ikke nogen der skal skræmme vores børn! Så bliver mor her sgu vred😡 De første par gange fjernede vi dem og prøvede med smil og fagter at forklare, at sådan skulle de ikke gøre. Josephine stillede faktisk også op til et billede (nok i håbet om, at de så ville lade dem være i fred), men det var åbenbart ikke nok for dem, for de ville simpelthen ikke lade dem være og blev ved med at forfølge dem. SÅ blev der talt med store bogstaver, og vi fandt et andet sted at lege.

Desværre er der rigtig mange, der holder fast i dem, når de gerne vil snakke, tage billeder osv. og det er altså ret ubehageligt, så vi kommer ilende til, så snart vi kan se, at pigerne er i bekneb. Det er fint nok, at folk tager billeder, filmer osv. men de skal altså ikke prøve at tvinge dem til noget de ikke vil, heller ikke selv om intentionerne ikke fejler noget – der sætter jeg altså grænsen, kulturforskel eller ej, basta!

Vi prøvede det samme, og nok i endnu mere ekstrem grad, da Rasmus og jeg boede i Kina. Men det er alligevel lidt noget andet når det er børnene det går ud over.

Josephine er STOREsøster og hun kan på lang afstand fornemme, hvis der er nogen, der kommer for tæt på Alberthe, så er hun der lige med det samme. Hun krammer og beskytter Alberthe og trækker hende ganske enkelt væk. Det varmer dybt inde i mit moderhjerte, at se Josephine beskytte sin lillesøster, og se, at Alberthe er tryg, bare storesøster er i nærheden❤️❤️

Jeg kan ærlig talt også godt forstå, at vores tøser bliver lidt paf, når fremmede mennesker kommer hen og krammer og kysser dem, aer dem på kinden, roder i deres hår osv. Vi både kysser og krammer meget i vores familie, så det er de vant til, men når det er helt fremmede mennesker på gaden, så takker vi altså nej – blot til orientering😉

Situationen er altså også lidt komisk en gang imellem. Vi gik en dag og fik os et godt grin over en voksen mand, som filmede os mens vi bare gik på gaden. Han gik foran os (han gik baglæns) med sit videokamera og filmede i ca. 10 minutter, mens vi bare slentrede adsted. Han kæmpede en brav kamp for ikke at gå ind i alt for mange mennesker, statuer og madboder undervejs, men det var simpelthen så tåbeligt, og jeg håber for ham, at han synes det er et brag af en film han der fik optaget, for personligt er jeg ret sikker på, at det er pænt kedeligt at se os gå op af gaden😂

Det undrer os også, at selv de vietnamesiske børn er meget bevidste om, at vores piger ser anderledes ud – de stopper op og vender sig efter dem, peger, fniser osv. Derhjemme har vi faktisk grinet af den omvendte situation, hvor Josephine på ingen måde tænker over, at nogle af de børn hun møder er af anden etnisk herkomst. F.eks. skulle jeg beskrive en pige og fortalte om det mørke hår, at hun kunne tale et andet sprog osv. osv. Hun forstod ikke hvem jeg mente, men så kom jeg i tanke om pigens navn, hvorefter Josephine sagde “nåååå, det er hende der er god til at danse og har en vildt sej madkasse😂 “ – hun havde overhoved ikke bemærket, at de ikke lignede hinanden af udseende og at sproget ikke altid var nemt at forstå, og det er da egentlig ret befriende.

Her i Vietnam kalder de begge piger for “baby”, hvilket de synes er vildt mærkeligt. Forleden var vi ude at spise og Alberthe kom hen til mig, og pegede over på en af tjenerne (som jeg havde set hun stod og “snakkede” med) og sagde med et stort smil “mor, hende kan jeg godt lide, for hun rørte slet ikke ved mig og hun kaldte mig heller ikke for en baby”. Egentlig er det nok meget sigende, for hendes opfattelse af situationen.

Det med “baby” har også en dobbelt betydning her, for nogle siger det nok som en slags sødt kælenavn, men børn i deres alder bliver (efter vores mening) også opfattet og behandlet som babyer her, hvor mange får hjælp til at spise op i en virkelig høj alder, og vi ser mange der bærer deres børn op og ned af trapper. Vi har sågar oplevet på en restaurant, at der kom en tjener løbende hen til os og forfærdet løftede Alberthe op af trappen, da hendes onde forældre bare lod hende gå op af trappen helt selv😱 😄 Han rystede på hovedet og hvis de havde haft en socialforvaltning, så havde han helt klart anmeldt os 😉

På en anden restaurant kom en tjener hen til Josephine, rykkede hendes stol godt ind under bordet, og tog en stor serviet og gav hende den på som en hagesmæk – jamen altså – HUN ER 5 ÅR😂 Hun tog det simpelthen så pænt; hun lod ham gøre arbejdet færdigt og sagde “thank you” og ventede så, til han var uden for rækkevidde, hvorefter hun grinende flåede hagesmækken af og sagde “ej helt ærlig, så i han gav mig hagesmæk på? jeg er jo ikke en baby”. Vi har uopfordret fået lov til at blive hængende længere tid på et af vores hotelværelser efter udtjekning, fordi “i rejser jo med en baby”. Så der er skam også fordele ved deres opfattelse af, hvad en baby er😉

Generelt bliver man mange steder nok også mødt med en anden åbenhed og imødekommenhed, når man har børn med. Det åbner op for dialog og giver os lidt flere smil med på vejen. Alle spørger hvad de hedder, hvor gamle de er osv. og så er man ligesom godt igang med samtalen, selv om det er meget begrænsede engelsk-kundskaber vi er stødt på i Vietnam. Mht. alder, så er vi utallige gange blevet spurgt om tøserne er tvillinger… Øhhh NEJ, der er 2,5 år imellem dem😳 Vi syntes de første mange gange, at det var vildt mærkeligt, at de overhoved kunne overveje det, men så alligevel… Størrelsesmæssigt er der faktisk ikke den store forskel (der er kun en enkelt tøjstørrelse imellem dem, så på turen her deles de om det meste af tøjet), og vi har selv vildt svært ved at vurdere både filippinere og vietnameseres alder. Mange af de voksne kvinder ser ikke særlig gamle ud – vi så f.eks. en pige, som vi ville have skudt til omkring 10 år, indtil hun satte sig og ammede en baby… jeg håber virkelig for hende, at vi havde skudt hendes alder alt for lavt😱 Så det med alderen og tvillingerne, det er nok bare ligeså svært for dem at vurdere, som det er for os at skelne en ung vietnamesisk pige fra en teenager, eller en voksen kvinde.

Men tilbage til alle de invrige fotografer vi har mødt; Vi er selvfølgelig helt enige i, at vi har de mest nuttede børn i verden😜 og to små lyshårede krøltoppe er åbenbart for svære for vietnameserne at stå for. Men det virker ikke til, at hverken Josephine eller Alberthe sætter pris på opmærksomheden, så de prøver nok ikke på at blive “for kendt til de fleste” lige foreløbig, heldigvis😉 Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget… Så her i Vietnam, der smiler vi til fotografen, igen.