Det blev til 4 dages storbyferie i denne omgang, hvor Ho Chi Minh City (Saigon) faktisk overraskede positivt. Vi havde nok heller ikke så høje forventninger, men byen bød på mindre slum end forventet, og på virkelig god mad! Hurra for vietnamesisk mad -we love it! Friske grøntsager, god smag (men faktisk ikke så stærk mad) og stor variation. Når det så er sagt, så er vi stadig så meget turister, at den absolut bedste restaurant-oplevelse i byen, var på en lille italiensk restaurant😄 Josephine ville gerne vælge et sted at spise, så hun fik lov til at føre an rundt i byen, til hun fandt en restaurant til os. Midt i al det asiatiske lå der en lille italiener, der bød på god rødvin og lækre italienske specialiteter som vi bestemt ikke havde forventet at kunne finde her, og mon ikke hun kunne dufte på lang afstand, at de lavede gode pizzaer😉

Efter en noget mere primitiv livsstil, så var det virkelig fedt at være på et hotel, hvor alting bare fungerede, og hvor vi kunne få et varmt brusebad, og hver morgen gå ned til en overdådig morgenmadsbuffet, som rent faktisk åbnede kl. 06 så vores morgenfriske børn ikke skulle vente flere timer på mad. Det bedste var dog, at der ikke var fugtigt alle vegne. Selv om vi boede dejligt det sidste sted på Filippinerne, så var det stadig en strandhytte, og på en eller anden vis, så bliver alting bare lidt fugtigt sådan et sted (med høj luftfugtighed). Tøj, sengetøj, håndklæder – alting er bare lidt halvklamt hele tiden, og sådan er det slet ikke her, så det er LUKSUS, ahhh… 😊

Infinity-pool på 25. etage med fabelagtig udsigt. Nederst er udsigten fra vores værelse, som ellers var ret god, til trods for, at det ser lidt sløjt ud på billedet

Vi ramte Vietnam samtidig med deres nytår (som falder sammen med det kinesiske nytår) og den fejring de kalder for “tet”. Dagen før vores ankomst havde vietnameserne deres nytårsaften og vi vidste godt, at mange ting er lukket i dagene herefter. Det var dog lige det tidspunkt, der kunne passe ind i vores rejseplan. Og det har vi ikke fortrudt. I udkanten af Ho Chi Minh city var næsten alt lukket i de første 2 dage vi var her, men inde i centrum var der en del, der havde åben. Og ærlig talt, så generede det os ikke voldsomt, at de store Gucci -og Louis Vuitton butikker holdt lukket😉 Det var virkelig fedt at opleve deres fejring af nytåret, bl.a. på een af de store gader nær vores hotel, som var afspærret og pyntet helt overdrevent op til fest. Der var blomster og aber ( de går ind i abens år) over det hele. Gaden var konstant fyldt med liv, fest og glade vietnamesere. På byens legepladser fik vi også selskab af rigtig mange lokale, da mange jo havde ferie i disse dage. Det var både godt og skidt, men den mindre sjove del vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Dejligt med gågade i anledningen af ” tet”

Det var et stort hit med legeplads og mini-tivoli, som var sat op i anledning af deres nytår

Gaden er pyntet med blomster i anledning af “tet”

Vi boede på et virkelig skønt hotel, som lå perfekt lige i centrum, så vi kunne gå rundt til alting. Vi tog begge klapvogne med på tur den ene dag, og det var rigtig godt. Selvfølgelig kan vores børn selv gå, men vi fik gået virkelig, virkelig mange kilometer den dag, og det er en superfed måde at se byen på. Det giver altså en helt anden frihed, når vi går rundt i små gader og stræder, i stedet for bare at sætte sig i en taxi og blive fragtet fra A til B (som ville have været alternativet i denne by, når vi skulle så langt omkring). Det skal dog retfærdigvis siges, at byen ikke ligefrem er bygget til klapvognskørsel. Gigantisk høje kantstene, og en tendens til at bruge fortovet til butik/ scooter-parkering/ opbevaring af affald og lign. gjorde det til noget af et slalomløb. Trafikken her er også sindsyg og det gælder om at have is i maven, når man kaster sig ud i det omfattende projekt som det er, hver gang man skal krydse gaden. Det bedste trick er at ignorere al trafik og bare vade over, så går det ligesom helt af sig selv. Eller gemme sig bag en af de lokale, når de krydser vejen – så har man både en vejviser og en stødpude. Lidt unfair, men det virker…

På vores gåtur passede det perfekt, at begge piger var faldet i søvn da vi kom til krigsmuseet. Vi havde på forhånd besluttet os for, at de er for små til at se de rædsler som dette museum byder på, så planen var egentlig at vi ville gå derind på skift, så kunne den anden part være i en park med børnene i mens. Nu fik vi muligheden for at se det sammen, og det er altså at foretrække, så vi undervejs kunne diskutere det vi oplevede. Tøserne vågnede inden vi var helt igennem, men så var der heldigvis en slags hall, som vi kunne skiftes til at være i sammen med dem. De var også med inde og se en udstilling om våben, for den var ganske harmløs. Ja altså, våbene var jo bestemt ikke harmløse, men børnene så ingen skræmmende billeder eller lign. derinde. Og lige der kan man virkelig godt mærke, at det er to piger vi har med. De var mildest talt fløjtende ligeglade med alle de kæmpestore, mega-seje våben som vi ellers entusiastisk prøvede at fortælle dem om. Flyvemaskinerne, som står foran museet, var lidt mere interessante, men da vi måtte skuffe dem med, at man hverken måtte flyve i dem, eller så meget som sætte sig op i de gamle krigsfly, så dalede interessen markant.

Museet var virkelig en tynd kop te. De forfærdelige ting, der er foregået i Vietnam, vil jeg på ingen måde forklejne. Det er skrækkelige billeder, som er svære at fjerne fra nethinden. Men selve museet, måden det er opbygget på, og den meget mangelfulde information på stedet er rigtig ærgerlig. For os var det den vigtigste attraktion i Ho Chi Minh city. Måske er vi farvede af at have boet i Prag, hvor vi begge har guidet rundt i Theresienstadt langt over 100 gange hver, og derfor har en interesse i at vide mere om de forfærdelige ting, som krig gør ved mennesker. Hvis man rejser til Ho Chi Minh city for at gå på War Remnants museum, så vil jeg klart anbefale at blive hjemme og anvende Google i stedet for – det bliver man en hel del klogere af.

Her i byen er de helt pjattede med deres scootere/motorcykler, og det er intet problem at have hele familien med på tur. Det er særligt ungerne ret imponerede over, dog bliver Josephine ofte forarget over, at mange voksne kører med hjelm men ikke giver deres børn hjelm på. På denne rejse er det allerede blevet til mange “sådan gør man her i dette land, men i Danmark gør vi det anderledes”.

Øverst; en familie på 5 på 1 scooter. Nederst er en scooter parkeringsplads…

Josephine var også helt chokeret, da en taxichauffør tog sin mobiltelefon mens vi kørte. “ Prøv lige at se ham, man må da ikke snakke i mobil på den måde når man kører bil“. Hvis man dog bare kunne sørge for, at hendes moral ikke blev ødelagt med alderen, men det er nok for meget at bede om… I øvrigt skal vi nok selv få ødelagt den smule god opdragelse vores børn har fået; forleden lærte de f.eks, at “moone”😱 I hotelværelset var der glasvæg fra badeværelset og ind til soveværelset, og det var ganske enkelt for fristende😂😂😂 Jeg skal spare jer for billeder og detaljer, men det gik der en del virkelig sjov tid med. Nu skal vi så lige have lært dem, at det ikke er noget man sådan skal rende rundt og gøre alle steder, det der med at vise bar r… Men hvad pokker, vi har kun det sjov vi selv laver, og det her morede vi os med i flere timer.😊

Næste stop er den vietnamesiske ø Phu Quoc, som ligger ud for Cambodjas kyst, så der satser vi på strand og palmer igen.

Der købes frugt. Rigtig mange bruger stadig de traditionelle rishatte, de er over det hele

Jose har skrevet postkort til børnehaven

Statue af Ho Chi Minh, som byen er opkaldt efter. Vi fik dog opfattelsen af, at de fleste lokale stadig siger Saigon

Tomt morgenfly kl. 06; så skulle man tro jeg lå og fik en lur. Men nej, vi leger læge og jeg er på billedet lige ved at blive opereret i navlen😂