På Maui findes der en rute, som hedder “Road to Hana” – det er een af de helt store naturoplevelser på øen. Normalvis starter man turen fra en lille by på nordkysten, og kører så helt ud til byen Hana, som markerer øens østligste punkt. Her vender man om, og kører samme rute tilbage igen. Vi valgte så at tage turen baglæns – det skal jo ikke være alt for nemt, vel? 😉 Ej, vi havde dagen forinden kørt syd om øen og campet lige inden Hana, så det gav bedst mening bare at fortsætte turen op til Hana, og så kører ruten nordpå. På den måde havde vi også dobbelt så meget tid til at nyde de mange oplevelser undervejs, når vi ikke skulle køre både frem og tilbage samme dag. Meningen var egentlig, at vi skulle have overnattet undervejs og ha’ brugt en ekstra dag på denne rute, men det blev ikke muligt – årsagen kommer jeg tilbage til senere.
Road to Hana består af en smal bjergvej, og vi havde læst en del om, at man skulle være meget forsigtig og at det bestemt ikke var helt uden udfordringer at køre der. Men, med den strækning vi havde tilbagelagt den foregående dag, så føltes den smalle (men asfalterede) bjergvej, som en motorvej – piece of cake. Den største udfordring var de 620 (!!! true story) hårnålesving i bjergene, som var noget af en udfordring. Særligt selvfølgelig for Josephine, der generelt bliver køresyg, men også Alberthe og jeg blev lidt udfordrede undervejs. Jose har det efterhånden meget godt under kontrol, hun sagde lige så roligt “far, jeg synes det ville være rart, hvis du lige vil holde ind til siden næste gang du kan” – det gjorde han så – hun åbnede døren, hoppede ud og kastede op, tog en tår vand og meddelte “jeg er klar igen” 😊💪🏻
Ruten den foregående dag bestod af barsk og rå natur, der tydeligt bar præg af, at vi befinder os på en lava-ø. Det meste af ruten Road to Hana kører man derimod igennem frodig regnskov, så alt var grøn, smukt, vildtvoksende og indbydende. Jeg har igen formået ikke at få et eneste brugbart billede af selve den snoede vej – med 620 sving, så må det simpelthen være en bedrift i sig selv.
Vi havde investeret i en app (Shaka-guide), der kunne guide os rundt til de steder, som man ikke lige kunne finde fra vejen, og det var bestemt godt givet ud! Ved det allerførste sted skulle vi nemlig bare smide bilen i vejkanten, gå hen over en kvægmark, hoppe over et hegn(!?!), finde et lille hul imellem træerne, og derefter klatre ned over en lille klippeskrænt – og SÅ kunne vi se det sted vi ledte efter. Det havde vi ALDRIG fundet uden hjælp! Det var et smukt sted, hvor man kunne springe fra klipperne og direkte ned i de smukke blå bjergpools. Desværre var klipperne så høje, at børnene ikke ville kunne komme op fra vandet igen (ned kan man jo altid komme😉 ). Så Rasmus tog et par spring, og vi andre så imponerede til fra en klippeskråning – Alberthe syntes, at far var mindst lige så sej som Tarzan 😍
Der var 1000 (næsten) smukke steder at stoppe undervejs, og vi så virkelig, virkelig mange imponerende vandfald på turen. Vi ville gerne have badet i nogle af dem, men der er åbenbart sket mange ulykker på det sidste, så de har lavet forbud mod at bade i vandfaldene de fleste steder på Maui. Så det må vi have til gode…
Vi kom til endnu et sted, som vi helt klart havde overset uden vores “guide”. Langs vejsiden var der et lille hul i klipperne, ikke større end, at vi skulle ned og kravle. Når man kom et stykke ind i klippen, så åbnede der sig en smuk grotte, som nogle steder var så stor, at man næsten kunne stå oprejst. Vi havde heldigvis et par lommelygter og en telefon med, så vi kunne se noget, men det var helt umuligt at tage billeder. App’en havde blot informeret om, at man kunne stikke hovedet ind og kigge, men Rasmus og Josephine drøner altid fuldstændig frygtløse ind i sådan noget, så inden jeg fik set mig om, så var de forsvundet helt ind i grotten og havde drejet ned ad adskillige små gange, så Alberthe og jeg måtte gå efter lyden for at finde dem. Vi fandt ud af, at man faktisk kunne komme hele vejen “igennem” grotten og se ud på regnskoven inde fra grotten af – det var vildt flot. Det var dog så vildtvoksende, at vi ikke ikke kunne gå ud igennem regnskoven, men måtte kravle tilbage igennem grotten igen. Det var spændende og sjovt, selv om Jose formåede 2 gange undervejs at knalde hovedet op i et klippestykke (…). Jeg er sgu nok blevet lidt en tøs med alderen, for jeg kunne simpelthen ikke lade være med at have bare en lille tanke på de thailandske fodbolddrenge og deres grotteudflugt i sommer, selv om dette overhoved ikke var til sammenligning! Det var spændende og en fed oplevelse – særligt da vi var kommet ud igen 😊
Indgangen til grotten
Vi kom også forbi mange flotte og specielle strande. De fleste steder var der et godt stykke at gå, og ikke i det bedste terræn, for at komme ned til strandene. Generelt giver det meget god mening, at der ikke er så mange ældre at se på denne rute, for man skal være ret godt gående for at kunne komme frem til de forskellige “seværdigheder”. Vi var bl.a. på en strand med rødt sand – der skulle man gå et stykke på en smal bjergsti, og klatre det sidste stykke ned over nogle klipper for at komme derned. Dog ikke værre end, at pigerne sagtens kunne klare det når Alberthe lige fik en hånd. Josephine er simpelthen en bjergged… hun løber forrest, kravler op på alt muligt og bevæger sig helt ubesværet afsted hen over klipperne. Vi skal seriøst sætte det lange ben forrest for at kunne følge med. Alle nedenstående billeder er fra den røde strand.
En anden speciel oplevelse var en tætvokset bambusskov, som man kun lige kunne klemme sig igennem. Solen når ikke ned igennem bambussen og tørrer skovbunden, så det var en noget mudret fornøjelse. Vi nåede ned til et lille vandløb og troede egentlig, at ruten stoppede der, men længere henne lå der en planke på tværs, som man kunne balancere på, og dermed komme over på den anden side af vandløbet. Derfra gik turen videre ind mellem alt det vildtvoksende bambus, indtil vi kom til det smukkeste område med klipper, små pools, brusende vand osv. Solen skinnede ikke da vi gik tilbage, og så lukkede bambusskoven faktisk så tæt til, at der blev halvmørkt derinde og vi skulle se os godt for. Det var ret vildt at se, hvor meget det lige betød for lyset, at der gik en lille sky for solen. Vi fandt tilbage (surprise) men endte dog ikke helt samme sted som vi startede.
Turen var ved at være slut, og egentlig var det meningen, at vi skulle sove i telt i endnu 2 nætter, MEN der var blevet udstedt en advarsel dækkende for det meste af Maui, om Flash Flood Warning. Først troede vi egentlig, at det “bare” betød meget regn, men det er åbenbart en advarsel om, at store vandmængder kan vælte ned fra bjergsiderne og på meget kort tid oversvømme store områder (sådan cirka). I advarslen stod der også helt klart og tydeligt, at man IKKE skulle campere, men gemme den fornøjelse til en dag med bedre vejrlig… Så vi blev virkelig meget i tvivl, særligt fordi teltet nu var den slags, der skulle stå på jorden – det havde måske været en anden sag, hvis vi havde skulle sove på toppen af bilen. Vi valgte til sidst at booke et hotelværelse, og jeg skal hilse og sige, at der IKKE findes billige last-minute-bookings på Hawaii! Vi endte med at tilbringe de sidste 2 nætter på Maui på et Hyatt Regency hotel, til en mindre formue. Men det var sørme også et lækkert sted, og da vi ankom smurt ind i mudder, og det så tilmed væltede ned med regn i ca. 30 timer i træk – så var vi egentlig meget godt tilfredse med vores valg 😊 👍
Comentarios