Så var det tid til at forlade Secret Paradise Resort, som havde budt på en fantastisk hyggelig uge og mange fine oplevelser i naturen og med de søde små skildpadder. Vi fik dog ikke set vilde aber, hvilket der åbenbart er en del af i området, men mon ikke vi tager revanche senere hen på rejsen?

Rejsedagen startede langt fra godt, for lige da vi skulle til at forlade hytten kl. 9 om morgenen, så kastede Josephine voldsomt op og havde virkelig ondt i maven. Åh shit... samtidig stod de folk, der skulle sejle os ind i den lille båd og trippede meget utålmodigt. Det undrede os lidt, for vi var i god tid og de havde ikke nævnt nogle ændringer i planerne i løbet af morgenen. Men, opkast blev fjernet i en fart, Josephine blev stablet på højkant, og så var det ellers afsted med os i den lille “jolle”. Efter 5-10 minutter forstod vi pludselig hvorfor de havde været så utålmodige; selve bugten ligger beskyttet af bjerge på 3 sider og vejret virkede fint, men da vi kom ud af bugten var der nogle vilde bølger og vi blev nødt til at sejle meget langsomt. Vandet væltede bogstaveligt talt ind over os, og til trods for, at vi blev dækket med regnslag osv. så blev vi hurtigt fuldstændig gennemblødte. På mærkværdig vis, så faldt begge piger i søvn og vågnede ikke, selv om de blev skyllet ligeså grundigt som når de er i brusebad. Det var vi ret taknemmelige for, så kunne vi nemlig få lov til at være pisse-bange i fred, uden at skulle sørge for, at det ikke smittede af på dem… Vi kunne også frit diskutere, hvilken vej det var klogest at svømme, hvis båden kæntrede og andre tåbelige samtaleemner😳  Turen tog næsten 2 timer (normal sejltid er 45 minutter), men vi nåede frem i god behold, og det var jo det vigtigste. Bagefter måtte vi lige forhøre os hos de 3 filippinere der var med på båden, for at vide, hvad de syntes om vejret. Og det var (heldigvis) ikke bare os, der var nogle tøser, de sagde “BIG BIG WAVES”. Det var fandme noget andet end Mols-linjen på vej til Århus… Det behøver vi ikke at prøve igen, hvis vi selv kan bestemme.

Herefter ventede et par timers køretur, hvoraf den første del var på en grusvej igennem junglen. Og dog, de var nemlig begyndt at lave en rigtig asfalteret vej på denne strækning, men det gjorde egentlig ikke turen bedre, for nu var det hele pløjet op og gårsdagens voldsomme regnvejr havde gjort, at der var temmelig mudret og glat. Deres vejarbejde foregår mildest talt heller ikke efter helt så ordnede forhold som vi er vant til hjemmefra. Kæmpestore sten (i min verden retfærdiggjorde de nok nærmere betegnelsen “klipper” og hvordan pokker bilerne kom forbi uden at blive helt smadrede, det fatter jeg ikke) lå spredt ud over vejen, og når man skulle passere forbi maskinernes gravearbejde, så dyttede chaufføren, ventede til de værste sten var rullet forbi og kørte så ellers videre i håb om, at gravearbejdet holdt pause mens vi passerede. Efter et par timers rumlen og hoppen rundt i en jeep (hvor vores tøj lå til tørre i bagagerummet, så Rasmus var nødt til at tage turen i boxershorts) og en lille flyvetur, så var vi i Manilla kl. 19. Der var vi klar til at hoppe på hovedet i seng – GODNAT blev der sagt.

Til trods for den dårlige start på dagen, så klarede tøserne alligevel hele turen i godt humør – jeg er imponeret over, så seje de er 😊 Josephine sov et par gange i løbet af dagen og virkede faktisk helt frisk igen om aftenen. Sådan nogle forholdsvis små unger kan alligevel holde til meget mere end man tror… Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg var træt og overhoved ikke kunne præstere nogen form for overskud efter denne rejsedag, særligt med tanke på, at vækkeuret skulle sættes til kl.04.00 den efterfølgende morgen, hvor vi skulle flyve videre til Ho Chi Minh City (Saigon) i Vietnam.

Vores “færge” på turen fra Secret Resort til Port Barton. Det rolige vand er ren snyd, billedet er nemlig taget den dag vi skulle sejle ud til resortet😊