Vi ankom planmæssigt til Pu Dong lufthavn i Shanghai lige før kl. 15 kinesisk tid (de er 6 timer foran i Kina). Flyveturen var lang, men Rasmus og jeg led vist ikke helt så meget som Arndt, der er 192 cm . høj… det er en rigtig dårlig kombination med et fly med meget lidt benplads. Kineseren, der sad foran Arndt, lænede sædet helt tilbage efter ca. 15 minutters flyvning, og sådan blev han liggende de næste 11 timer, så stakkels Arndt var helt kvæstet.

Allerede om bord på flyet oplevede vi, at en del kinesere ikke snakker engelsk (eller noget som helst andet end kinesisk) og selv om de blev spurgt om noget på kinesisk (af det kinesiske personale på ruten) så var det ikke altid, at det passede dem at svare. Generelt virkede de temmelig ubehøvlede om bord på flyet (de kinesiske passagerer, altså), men det må vi da håbe er en opfattelse der bliver ændret på i løbet af de næste par måneder.

I lufthavnen blev vi hentet af en chauffør, det var umiddelbart rigtig rart at skulle køre i bil (inkl. air condition) i stedet for tog, men vi blev klogere… For det første tog det os ca. 1 time at finde chaufføren i lufthavnen. Derefter var der så tæt trafik, at turen til Suzhou (byen, hvor vi bor) tog godt 3 timer. I tog ville samme tur have varet 1 time.

Allerede på denne tur fik vi et indtryk af Kina. Alle steder, Shanghai som Suzhou, er der pæne nye mondæne byggerier som ligger side om side med hytter af ler, huse hvor taget er styrtet sammen og hvor der ligger skrald overalt. Der er så mange modsætninger, at det helt tager pusten fra én. Som udsigten fra vores lejlighed: Til den ene side er der en golfbane, en fin anrettet have med søer, stensætninger og flotte blomster, der ligger omkranset af forholdsvis moderne bygninger. Til den anden side er der en meget beskidt flod, hvor der bliver sejlet på halve og gennemhullede træstammer. Der er skrald over det hele, og husene ligner ikke noget der holder mange uger endnu. Der er hverken vinduer, døre eller tage, og stanken derfra er uudholdelig.

Vores lejlighed er bestemt i den pænere ende. Det er et indhegnet område, bevogtet 24 timer i døgnet. Vi bor på 7. etage så udsigten er god. Her er en stue, dejlig stor altan, 2 badeværelser (med både kar og brusebad), 2 store soveværelser (med rigtig meget skabsplads… jubii) og et kontor, hvor der også står en gæsteseng. Der ud over er der selvfølgelig et køkken, det er ikke så stort og indeholder en masse mærkelig instrumenter og maskiner, som vi ikke er helt klar over, hvad vi skal gøre med… men det kommer nok.

Da vi ankom til lejligheden skyndte vi os ud og handle, for det var ved at være sent. Der ligger et kæmpe supermarked næste lige ved siden af lejligheden, så det er helt perfekt. De fleste priser på varer står med almindelige tal og ikke skrifttegn, så det gjorde tingene lidt nemmere. Til gengæld er alle skilte kun med kinesiske skrifttegn, så det er ikke altid man lige ved hvad prisen refererer til. Vi har endnu ikke mødt nogen der snakker engelsk. Ikke engang en lille smule, eller den sædvanlige ”special price for you my friend”. Til gengæld har vi heller ikke set andre ikke-asiatere endnu, så det er nok meget naturligt, at de kun kan kinesisk. Folk stopper op, peger på os, fniser og glor i ét væk, når vi kommer gående. Mange børn virker som om, at de aldrig har set vesterlændinge før, i hvert fald ikke i ”virkeligheden”, så vi er det store freak-show. Vi er også en halv meter højere end de fleste af dem, og en hel del bredere. Stakkels Arndt bruger str. 46/47 i sko, så han kommer næppe til at forkøbe sig. Alting er ellers vældig billigt her, så det ser ud til at det nok godt kan lade sig gøre at leve for en S.U.

Efter shopping-turen tog vi tilbage til lejligheden. Rasmus skulle selvfølgelig lige pille ved relæet (”for det er da mærkeligt, at den ene fase er slået fra…”) og slå en fase til, hvorefter alt strømmen gik i hele lejligheden… inklusiv den til air condition anlægget. Det kunne ikke fikses, for der er en central styring af strømmen i kælderen (fandt vi senere ud af) så han måtte ringe til Monica fra Sonion. Fredag aften kl. 22.30 er der ikke meget at gøre, så vi måtte gå i seng med uforrettet sag.