Vi har snart været igennem mange transportformer på vores rejse, og det er ikke dem alle vi er helt trygge ved. Som f.eks. færgen fra Koh Lipe til Langkawi… Vi troede fejlagtigt, at vi havde booket en speedbåd, så da en longtail-boat satte os af ved en gammel, rusten og virkelig hærget færge, så var vi ikke helt overbeviste om, at det rent faktisk var der vi skulle tilbringe vores sidste timer i Thailand (i denne omgang). Men som tilfældet jo som oftest er med thailænderne, så havde de helt styr på os, og det var skam den rigtige færge.

Jeg var dog ikke meget værd, da vi blev læsset ind i det store metalskrummel og fik besked på, at vi skulle sidde nede i “kælderen” lige under vandoverfladen, OG at alle døre ud til friheden skulle være låst under hele overfarten 😱 Vi blev ganske rigtigt lukket inde, men vi fik sneget os lidt op, så vi i det mindste sad over vandoverfladen – inde i mit forskruede hoved bildte jeg mig ind, at det gav os lidt bedre odds for at nå at slippe ud af færgen, hvis den sank. Det blev heldigvis en rolig sejlads, og jeg fik ikke behov for at åbne nøddørene ( jeg havde HELT styr på proceduren, trust me…). Fremme på Langkawi skulle vi blot have en enkelt overnatning. Det var af praktiske årsager, for at få tiderne til at passe med en flybillet den efterfølgende dag – den flyvetur vender jeg tilbage til.

Da vi først skulle flyve om eftermiddagen, så skulle dagen selvfølgelig udnyttes. Alberthe var stadig sløj og havde feber, så jeg blev hjemme sammen med hende, imens Rasmus og Josephine tog på tur . De tog en smut ud på Langkawi Skybridge, som er verdens længste buede hængebro og som forbinder 2 bjergtoppe. For at komme derop skal man med verdens mest stejle cable car (hvad pokker er det danske navn for det? gondoler? dem bruger vi jo af gode grunde ikke så meget i pandekageflade Danmark😕). Indrømmet… jeg (Line) meldte mig helt frivilligt til at blive hjemme med Alberthe, og var egentlig lettet over, ikke at skulle tage beslutningen om, hvorvidt jeg skulle udfordre min højdeskræk og tage med. Broen kunne jeg nok godt overskue og formå at holde “gode miner til slet spil” så pigerne kunne få en god oplevelse, men de der cable cars… dem er jeg ikke så tossede med😳 Men det behøvede jeg slet ikke at tage stilling til, for Alberthe var ikke frisk nok til at tage på tur, og heldigvis havde Rasmus og Josephine en fed tur. De var deroppe som de første om morgenen, så de fik faktisk broen for sig selv, og det havde gjort oplevelsen og udsigten om muligt endnu mere spektakulær.

Der var steder med glasbund i broen😱😱😱

Vi badede lidt i hotellets pool (Alberthe fik også lige lov til at dyppe tæerne og blive kølet lidt ned), som vistnok er Langkawis største pool. Selve hotellet var slidt og ikke anbefalelsesværdigt, men vi skulle jo bare være der en enkelt nat, så det fungerede fint. Det lå tæt på Skybridge og lufthavnen, så det var det vigtigste.

Om eftermiddagen fløj vi videre til Penang (ø på vestkysten af Malaysia), og den tur var vi lidt spændte på. Det er jo ikke altid prisen det kommer an på, men vores flybillet havde vi købt hjemmefra og vi fik ikke en krone i rabat… men billetten kostede kr. 77,- INKL. skatter og afgifter😂 Turen tog også under en time, men alligevel… vi var altså lidt spændte på, hvilket fly der ventede os. Vi blev positivt overraskede, for selv om det var et propelfly, så var der alligevel plads til ca. 50 passagerer, så den var ikke så lille som frygtet. Det larmede helt vildt da den satte igang og skulle i luften, men resten af turen gik overraskende fint. Og som i nok kan gætte jer til, når dette indlæg eksisterer, så kom vi ned i god behold😊

Vi er på Penang og glæder os til at se, hvad de sidste par uger (åh åh..) af vores rejse har at byde på…