Alberthe foran et af husene i landsbyen

Vi bor på øen Nacula, hvor der, ud over vores resort, findes 4 små landsbyer med henholdsvis 400, 200 og 2×100 indbyggere. Stedet vi bor på er udelukkende bemandet med folk fra landsbyerne og samarbejdet er vigtigt for begge parter. Jeg har altid troet, at lokalbefolkningen ville synes det var irriterende med de der dumme turister, der kom rendende på deres ø – men her virker det faktisk til, at lokalbefolkningen er taknemmelige for resortets eksistens, da det både skaber arbejdspladser, og da resortet giver store bidrag til landsbyerne. Der ud over, så køber resortet alle deres madvarer fra de lokale, så de skal ikke ind til fastlandet for at sælge afgrøder på markedet, og resortet skal ikke sejle ligeså mange ting ud til øen fra fastlandet af, så det er en fordel for begge parter. Der er i samarbejde også blevet etableret håndtering af affald, vandrensning, grundlagt skoler osv. så det virker til, at et lille resort faktisk godt kan fungere rigtig fint i et øsamfund, til fordel for begge parter. Ift. Fijis nomale prisniveau, så er der da også skruet lidt op for priserne på f.eks. drikkevarer på vores resort, men det føles faktisk helt okay når vi ved, at en stor del af pengene går til en form for “velgørenhed” i den nærliggende landsby.

Breadfruit er en vigtig del af kosten, både her og på Samoa, så vi skulle da lige have et billede af et breadfruit-træ. Breadfruit er i øvrigt virkelig kedeligt at spise – det er vist mere af nød end af lyst…

Vi fik lov til at besøge den største af landsbyerne og det var noget af en oplevelse! Vi blev sejlet derhen i en lille motorbåd (der er et bjerg imellem resortet og landsbyen) og havde een af de lokale indbyggere med til at vise os rundt. Egentlig skal man iflg. deres kulturelle normer, vente i udkanten af byen, indtil man bliver inviteret indenfor af høvdingen, hvis han synes man er værdig – man skal ydermere medbringe en offergave osv. osv. og der er mange retningslinjer for, hvordan man skal opføre sig. Vi var glade for at have en “guide” med, som hele tiden gav instrukser til os, så vi kunne opføre os “ordentligt”:-) Bl.a. må man ikke have hat eller solbriller på, knæ og skuldre skal være tildækket på kvinder, alle tasker skal holdes i hånden og ikke på ryggen eller skulderen, mange steder skal man smide skoene osv.

Politistationen – ikke bare for denne ø, men for hele den nordlige del af Yasawa ø-gruppen.

Alberthe har fundet et diskret lille blad 🙂 og ellers fordrev pigerne al ventetid med at lave fine blomsterkranse af strå og blomster de fandt på jorden – fantasien fejler ikke noget:-)

Vi gik ad en lille sti ind i landsbyen, hvor vi kunne se deres huse, kirken, og den sal hvor de holder “råd”. Et par stykker fra deres kor underholdt med sang og dans, hvor vi også fik nøje instrukser på, hvonår vi skulle klappe, hvor vi måtte sidde osv.

Koret synger for os i kirken

Kirken indvendigt – spartansk må være den rette beskrivelse

Damerne i koret syntes tydeligvis, at det var virkelig sjovt, at der var fremmede børn på besøg, det sker vist ikke så tit. Så vores 2 små krøltoppe tiltrak virkelig meget opmærksomhed, og de klarede det heldigvis helt perfekt mht. alle de mange regler for, hvad man måtte og ikke måtte gøre. De klappede pligtskyldig (og højt og længe) på de rette tidspunkter, og tyssede arrigt på Rasmus da han prøvede at hviske dem noget på et tidspunkt, hvor man skulle være stille:-)

Dans i råds-salen

Da der skulle danses slugte Jose hendes generthed, og gik med ud og dansede med nogle af de søde, lokale kvinder – jeg synes hun var ret sej! Jeg HADER selv sådan noget… mine tæer bliver simpelthen så små i mine sandaler ved tanken om at skulle ud og underholde med noget jeg aldrig har prøvet før, så jeg var ekstra stolt over, at hun bare gjorde det, og egentlig også så ud til at syntes, at det var sjovt. Underholdningen sluttede af med noget fællesdans, hvilket må have været et vikelig ømt syn – det er et af de få tidspunkter, hvor jeg håber vi IKKE fik det dokumenteret på video… 😉

Til sidst besøgte vi øens skole. For kun en uge siden blev de færdige med at etablere et solcelleanlæg, så de snart kan få strøm på skolen. Det var faktisk en australsk gæst fra resortet, der havde besøgt skolen og besluttet at donere anlægget til dem – så det må siges at være en af de større “offergaver” 🙂

Øens skole – i venstre side ses det nye solcelle anlæg, så skolen inden længe kan få strøm

Børnene fra de 3 øvrige landsbyer på øen, bor på skolen, der for dem fungerer som en kostskole. Indtil for få år siden gik de 2 timer HVER morgen for at komme i skole (og selvfølgelig hjem igen om eftermiddagen). Nu fungerer den som en kostskole, hvor de tager hjem fredag eftermiddag til søndag middag.

Man starter på kostskolen som 5 årig og det talte vi en del om, for det er sørme tidligt at skulle undvære hinanden som familie i 5 dage om ugen! Det gjorde et stort indtryk på både store og små. Skolens faciliteter er stort set ikke-eksisterende, i vores vestlige øjne. Der er ingen legeplads, hytterne de sover i ligner ikke noget, der ville overleve en almindelig blæsende efterårsdag i Danmark, og der er ikke stole og borde til alle i klassen, de sidder som regel på gulvet. Og så har de jo heller ikke strøm, endnu…

Pigerne bliver som oftest klippet helt korthåret, og drengene går tit i nederdel, så for os udenforstående kan det være rigtig svært at se forskel på drenge og piger. De er iklædt det mest beskidte tøj jeg nogensinde har set, og for de fleste vedkommende er det overhoved ikke i nærheden af at være deres egen størrelse. Det skal dertil lige siges, at vi først ankom efter skoledagen var slut og de havde derfor ikke deres skoleuniformer på mere.

Til trods for de dårlige vilkår, så er de alligevel glade, søde, fnisende børn – som alle andre. De tog pænt imod os, og Alberthe og Josephine blev noget forbløffede da de tilmed sang “Lille Peter Edderkop” (på engelsk, selvfølgelig) for os og lavede fagter til. Børnene fra øen blev nok mindst ligeså overraskede, da vores piger kunne følge med og lave alle de rigtige fagter til sangen… så selv om vi bor på hver sin side af jorden, og har vidt forskellige levevilkår, så har vi da “Lille Peter Edderkop” til fælles – og selvfølgelig også en hel masse andet:-)