I vores tid på Koh Lipe tog vi en dag på en lille udflugt. Vi havde lejet en longtail-boat ( dem sejler man temmelig meget med i Thailand…), og sejlede til Koh Adang, som kun ligger ca. 20 minutter væk. Aftalen var, at vi skulle sættes af ved starten af en hiking-trail, som fører op til toppen af det højeste bjerg på øen, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt.

Vores rare bådmand, som ikke kunne et klap engelsk, satte os af midt i noget buskads og fik møjsommeligt forklaret, at vi skulle fortsætte op til en afmærkning vi kunne ane et sted fremme i krattet, for der startede ruten. Fair nok, det var tidlig morgen og vi var friske, så efter at have set os lidt omkring, så blev vi enige om, at den eneste vej op til starten af ruten var at klatre op af nogle ret stejle og ujævne klipper. Lad mig bare slå helt fast, at det var temmelig udfordrende for os alle 4 at klatre op.

Starten på vores lille klatretur

Vi bildte os ind, at vi jo bare liiiige skulle op til starten af ruten, så ville der jo være en vandresti og så kunne resten af turen bare komme an. Vi kom højere og højere op, og det blev mere og mere besværligt. Klipperne blev mere og mere glatte, så på et tidspunkt stoppede vi op og kiggede først opad, så nedad klipperne og kunne nu se, hvad pokker der var galt… Vi var jo ikke blevet smidt af ved starten af en vandrerute – derimod havde bådmanden sat os af i bunden af et vandfald, som i regntiden er en af de populære attraktioner på øen. I denne tørre periode er der bare ikke noget vand i vandfaldet, der er kun de tørre (og meget glatte) klipper tilbage, og det var dem vi var i fuld sving med at bestige. Hmmmm, når man kan komme op, så kan man jo også altid komme ned igen.

Endelig ved at være nede igen… Vi havde rigeligt at koncentrere os om, så det blev ikke til nogle billeder af den egentlige klatretur.

Alberthe havde ikke en ærlig chance for selv at gå ned over et af de sværeste stykker, så Rasmus tog hende på armen. De gled på de glatte klipper og faldt på røv og albuer. Til trods for Rasmus’ heroiske redningsforsøg, så nåede Alberthe alligevel at slå sig og stak selvfølgelig i et højt vræl. Det gik dog hurtigt over, så vi troede egentlig bare, at hun var blevet forskrækket. Indtil dagen efter, hvor hun havde fuldstændig kulsorte mærker på begge baller og en stor rød bule og sår på den ene hofte. Seje lille pige – hun har overhoved ikke været pivet over sine skrammer, som forældrene synes ser ret voldsomme ud. PS. Rasmus var også sej, og peb heller ikke😉

Nede ved båden besluttede vi at sejle over til en øde lille strand, i stedet for at prøve at forklare bådmanden, hvor han egentlig skulle have været hen, for derefter at påbegynde endnu en vandretur. Ydermere kunne vi se på klokken, at noget af turen op af bjerget ville blive i den varme middagssol og det ville vi gerne undgå. Ideen med at tage tidligt afsted var netop, at vi ville nå op til toppen, inden det blev alt for stegende hedt.

Vi stoppede ved en lille skøn strand, som vi havde helt for os selv. Vi badede og gravede lidt i sandet, inden vi fortsatte med båden, som holdt yderligere to stop, så vi kunne snorkle, på vej tilbage til Koh Lipe. Der var ok at snorkle i områderne lidt væk fra Koh Lipe, hvor korallerne rent faktisk var levende. Ved vores resort kunne man sagtens snorkle næsten helt inde ved stranden og der var faktisk en del fine fisk. Men alle korallerne er helt døde og det tror pokker… Der er meget stor forskel på høj -og lavvande, så hver eftermiddag ligger alle “korallerne” blottet og bliver først dækket af vand næste morgen, hvor det igen bliver højvande. Lidt væk fra øen havde korallerne bedre levevilkår, så der var noget flottere. Til gengæld var der også en del strøm – men hey, man kan jo ikke få det hele… 😉

Til trods for en dårlig start, så endte det alligevel med at blive en hyggelig tur. Og den flotte udsigt fra toppen af Koh Adang fik vi skam også set – på Google 😜

Vi fandt en flot søstjerne, som selvfølgelig kom ud i vandet igen, i god behold